5 gode råd til havearbejdet

Du ”slår mange fluer med et smæk” ved havearbejde. Du kan tydelig se frugten af dit arbejde, du får en masse frisk luft og det er god motion. 

Det gælder blot om at undgå de gener som det uvante, ofte hårde, havearbejde kan medføre. Ikke mindst når det gælder de gener, der kan ramme din ryg! 

Kiropraktoren.dk har samlet fem gode råd, som er gode at have in mente, når du går i gang.

 

1. Varm op – og lyt til kroppen

Havearbejde kan sammenlignes med træning. Ofte træner man for hårdt og for længe de første par gange, fordi man er så ivrig. Sørg for at starte langsomt så ryggen og resten af kroppen får mulighed for at varme op til den kommende belastning. Gå lidt rundt i haven, i almindelig gang, mens du planlægger, hvad der skal gøres. Når du så tager fat, skal du bruge kroppen som den er skabt til at blive brugt, nemlig ved at variere dine arbejdsstillinger med jævne mellemrum.

2. Variation og pauser

Undgå at gentage den samme bevægelse time efter time. Når du luger, så skift mellem at sidde på hug og ligge på knæ. Når du klipper hæk, så hold en pause, hvor du laver noget andet i haven, eller du kan gå rundt og nyde det, du har lavet, mens du drikker en kop te eller kaffe.

3. Løft rigtigt med bøjede ben og ret ryg

De pludselige smerter kan opstå ved en banal bevægelse, der behøver ikke at være tale om noget tungt! Brug benene og bøj dem og ikke ryggen. Brug også benene til at dreje kroppen, når du skal løfte, så du ikke kun drejer ryggen.

4. Behold tøjet på

Musklerne sættes på en alvorlig prøve, når du godt varm og svedig smider overtøjet, og den bare ryg titter frem, og du skiftevis arbejder i sol og skygge. En tynd undertrøje i uld er godt at have på inderst inde, og en sweater om livet kan også forebygge, at ryggen bliver kold. Musklerne bliver stive af kulde, og så skal der ikke så meget til, før man får lavet en forkert bevægelse. Det er en rigtig god idé at lave nogle øvelser, når du kommer ind efter en dag i haven, de kan hjælpe dig med at undgå, at den uvante belastning af ryggen sætter sig som et problem.

5. Godt for kroppen

Pointen er altså, at det ikke er så afgørende, hvordan du bruger din krop – bare du bruger den – og selvfølgelig skal du helst bruge den hele året. Havearbejde kan altså tjene som noget ganske konstruktivt for kroppen, fordi det er en fysisk aktivitet, og gravearbejde er super sundt, da man får de store muskelgrupper i gang. Hvis bare du tænker dig om, og husker at variere havearbejdet, så er det god motion for din krop.

                                                                             
                        
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                 
* Din e-mail:
    Fornavn:
    Efternavn:
    First Name:
 
Email Marketing System fra Marketingplatform.com