Vi kender det alle sammen: Smerter i ryggen, hovedpine, eller et sår der gør ondt i flere dage. Smerte er en del af livet – men det betyder ikke, at vi altid bare skal finde os i den. Ny forskning viser nemlig, at hjernen kan distraheres fra smerte, hvis vi griber det rigtigt an.
Når vi har ondt, retter hjernen sin fulde opmærksomhed mod smerten. Men opmærksomhed er ikke uendelig – og det kan vi faktisk bruge til vores fordel. Ved at engagere os i noget, der fanger vores fokus, som fx at lytte til musik, spille spil eller løse en opgave, kan vi midlertidigt “snyde” hjernen og opleve, at smerten fylder mindre.
I denne artikel dykker vi ned i, hvordan det virker, og hvilke typer af distraktion der virker bedst. Du får også tips til, hvordan du selv kan bruge teknikkerne i din hverdag – uanset om du døjer med kroniske smerter eller blot en irriterende hovedpine.
Læs med og find ud af, hvordan du kan få lidt mere kontrol over smerten – med noget så simpelt som opmærksomhed.
Teksten stammer fra DENNE artikel på Videnskab.dk. Her kan du også finde links til de artikler der nævnes undervejs.
Har du nogensinde undret dig over, hvorfor du helt ubevidst bander og gnubber dig på det smertefulde sted på kroppen, når du har slået dig? Eller hvorfor du har kunnet spille en hel håndboldkamp, næsten uden at mærke den finger, du efterfølgende fandt ud af, du havde forstuvet?
Smerte er ikke en statisk størrelse. Vi kan til en vis grad påvirke vores oplevelse af smerte, for eksempel ved at gnubbe os på det smertefulde sted.Rene Descartes’ oprindelige teori om smerte antog, at der var et lige forhold imellem det smertefulde input, såsom at brænde sig på et bål, og den smerte, vi oplever.
I dag ved vi, at smertesystemet er mere komplekst. Vores smerteoplevelse afhænger både af, hvem vi er (for eksempel køn, alder, gener), og hvad vi gør, tænker, føler og tror, samt vores tidligere oplevelser.
Man taler også om den biopsykosociale smertemodel – at både biologiske, psykologiske og sociokulturelle faktorer påvirker vores smerteoplevelse.
Smerte er noget, de fleste af os oplever med jævne mellemrum. Den akutte smerte fungerer som en advarsel om potentiel eller egentlig vævsskade og er på den måde med til at beskytte os og øge vores chancer for overlevelse.
Når vi brænder os på et bål, sendes signaler om noget potentielt skadeligt som impulser i nervebanerne fra det forbrændte område til hjernen. I hjernen fortolkes impulsen som smerte, afhængigt af hjernens evaluering af impulsen.
Nerveimpulserne kan også påvirkes i rygmarven, før de når hjernen, og hjernen er selv med til at påvirke impulserne i rygmarven.
Man taler også om en imaginær port i rygmarven, der kan åbnes og lukkes og på den måde øge eller reducere smerteoplevelsen.
Bearbejdningen af nerveimpulserne i hjernen og rygmarven, altså om porten åbnes eller lukkes, og effektiviteten hvormed dette foregår, afhænger af en lang række biopsykosociale faktorer.
Det rigtigt interessante er her, at vi kan udsættes for en stimulus, der potentielt set er meget smertefuld, uden at opleve ret meget smerte, og at vi kan opleve smerte uden at være udsat for noget potentielt smertefuldt.
Biologisk set lader der til at være forskel på, hvor effektive vi er til at hæmme smerte. Studier viser for eksempel, at personer med kronisk smerte ikke hæmmer smerte ligeså effektivt som raske personer.
En dårligere evne til at hæmme smerte kan være medvirkende til udviklingen af kronisk smerte, men det er også muligt, at evnen til at hæmme smerte forringes på grund af vedvarende smerte.
Eksperimentelle undersøgelser, herunder et stort dansk studie, viser, at kvinder generelt ikke hæmmer smerte ligeså effektivt som mænd.
Kvinder er desuden generelt mere smertefølsomme, særligt overfor tryk, og det er kvinderne, der dominerer de kroniske smertetilstande.
Befolkningsundersøgelser viser, at kvinder oplever mere smerte og har flere smerteepisoder end mænd. En del af dette kan sandsynligvis forklares ud fra kønshormonerne, men forskellen kan også ligge i generne, da nogle af de kroniske smertetilstande, som fortrinsvis rammer kvinder, herunder fibromyalgi og CRPS, lader til at være associerede med bestemte gener.
En række af studier (Henderson et al., 2008; Benson et al., 2012; Linnman et al., 2012; Hong et al., 2014) tyder desuden på forskelle i smerte-relateret hjerneaktivitet hos kvinder og mænd.
Vores alder spiller også en rolle for vores oplevelse af smerte, men der er uenighed om, hvorvidt vi bliver mere eller mindre smertefølsomme med alderen.
Det lader til, at typen af stimulus er vigtig i denne sammenhæng. For eksempel bliver smertetærsklen, særligt over for varme, højere hos ældre personer og evnen til at tolerere tryk mindre. Forekomsten af kronisk smerte stiger desuden med alderen.
Nogle studier indikerer, at evnen til at hæmme smerte er nedsat hos ældre, hvilket kan forklare den nedsatte evne til at tolerere tryk og måske den højere forekomst af kronisk smerte.
Men ikke kun vores køn, gener, alder og evne til at hæmme smerte har indflydelse på vores smerte. Vores sociale omgivelser og kulturen i samfundet spiller også ind. Den måde, vi lærer at håndtere smerte på, påvirker for eksempel vores reaktion på og oplevelse af smerte.
En undersøgelse af børn af kvinder med og uden kronisk smerte viste, at børn med mødre med kronisk smerte rapporterede flere områder med smerte og var mere følsomme over for tryk end børn af mødre uden smerte.
For døtre gjaldt det desuden, at de var mere følsomme over for nedsænkning af den ene hånd i iskoldt vand end døtre af mødre uden smerte.
Et andet studie viste, at mødres angst over for smerte (pain catastrophizing) var associeret med mere smertesnak hos deres barn ved nedsænkning af den ene hånd i iskoldt vand.
Hvor stor en andel arv og miljø hver især spiller i dette er dog uvist. Studier (Anand et al., 1999; Fillingim et al., 1999) tyder også på, at mange gentagne oplevelser af smerte kan gøre os mere smertefølsomme. Dette kan være en medvirkende forklaring på, hvorfor kvinder og ældre oplever mere smerte.
At de sociale omgivelser spiller en rolle, illustreres desuden af en undersøgelse, der viste, at mænds smerte ved nedsænkning af den ene hånd i isvand afhang af forsøgslederens køn.
Mændene rapporterede mindre smerte, når det var en kvindelig forsøgsleder, end når det var en mandlig. Kvinderne i undersøgelsen var ikke i samme grad påvirket af forsøgslederens køn.
Et nyere studie har fundet, at ikke kun forsøgslederens køn, men også tilstedeværelsen af andre, og den type forhold (ven, partner, familie eller fremmede), vi har til de tilstedeværende, spiller en rolle for, hvor meget smerte vi kan tolerere.
Vores tidligere oplevelser og den kontekst, hvori vi oplever smerte, kan altså have indflydelse på, hvordan vi tolererer smerte.
Også religion kan spille en stor rolle for smerteoplevelsen. Kavadi-bærere under den hinduistiske festival Thaipusam piercer deres kroppe med store spyd, uden anden form for bedøvelse end bøn, og giver udtryk for, at de ikke oplever ret meget smerte.
Foreneligt med dette viste et dansk studie af en gruppe kristne og en gruppe ikke-troende, som blev udsat for elektrisk stød, imens de bad en bøn, at den religiøse gruppe oplevede mindre smerte under bønnen end ved elektrisk stød alene.
Dette sås ikke hos de ikke-troende. Studiet indikerede, at den religiøse gruppes forventninger om mindre smerte under bøn samt ønske om, at bønnen ville hjælpe på smerten, muligvis kunne forklare denne forskel.
Vores forventninger til effekten af noget, vi gør, eller eksempelvis en behandling, spiller nemlig også en rolle for vores smerteoplevelse.
Forventer vi mere smerte, vil vi typisk opleve mere smerte (nocebo-effekt), og forventer vi mindre smerte, vil vi typisk opleve mindre smerte, selv ved behandling med et inaktivt middel (placebo-effekt).
Suggestioner (psykisk påvirkning, red.) om effekt kan være med til at øge placeboeffekten og anvendes i dag til at øge effekten af aktivt virkende behandlinger, så virkningen bliver endnu bedre. Frigivelse af smertehæmmende opioider (endorfiner) lader til at medvirke til denne effekt.
Det er også muligt, at fordybelse i bøn virker som en distraktion fra smerten. Det er veldokumenteret, at afledning fra smerte igennem fordybelse i andre aktiviteter kan være smertelindrende, sandsynligvis pga. øget aktivitet i hjerneområder, der har en smertehæmmende funktion.
De fleste af os har stiftet bekendtskab med denne mekanisme, når vi er dybt optaget af at spille en håndbold- eller fodboldkamp eller er blevet tilbudt at lytte til musik, imens vi bliver boret hos tandlægen.
Musik har den effekt, at vi bliver mere afslappede og mindre ængstelige. Angst har derimod en smerteforøgende effekt blandt andet på grund af frigivelse af stoffet cholesystokinin, som modvirker smertehæmmende opioider.
Længerevarende stress virker, ligesom angst, smerteforøgende. Studier (se review af Jennings et al., 2014) indikerer, at centrale dele af smertesystemet, der virker smerteproducerende og smerteforøgende, aktiveres under længerevarende stress, samt at der sker ændringer i nogle af de smertehæmmende hjerneområder.
Det er derfor bedst at reducere stressende faktorer, hvis man oplever meget smerte.
Ændringer i smertehæmning ses også ved depression. Personer med depression har et lavere niveau af de smertehæmmende stoffer noradrenalin og serotonin.
Det er interessant at bemærke, at personer med kroniske smerter har en tendens til at udvikle depression, samt at personer med depression har en øget tendens til at udvikle kroniske smerter, hvilket tyder på et overlap i underliggende mekanismer.
I modsætning til den længerevarende stress kan den akutte stress reducere vores smerteoplevelse.
Under et overfald eller anden akut stress, hvor vores krop er i ‘fight-eller-flight-mode’, vil vi ofte opleve mindre smerte, da det er vigtigere, at vi kan fokusere på at bekæmpe voldsmanden eller løbe væk end på smerten.
På den måde kan man sige, at både tilstedeværelsen af den akutte smerte (advarselsfunktion) og udeblivelsen af den (ved akut stress) kan være med til at øge vores chancer for overlevelse.
Empatisk smerte er endnu et aspekt af smerte, der anses for at være beskyttende. Empatisk smerte involverer oplevelsen af ubehag eller, for et mindretal af befolkningen (30 procent), oplevelsen af smerte ved at se, høre eller visualisere et uheld eller en anden person i smerte.
Ved undersøgelser af hjernen under denne form for smerte ses der aktivering i de samme hjerneområder, der underligger egentlig smerte. Altså et smerterespons, uden at vi selv oplever en potentiel smertefuld stimulus.
Det antages, at denne form for smerte har den funktion at sikre gruppens overlevelse, hvorimod egentlig smerte måske mere omhandler individets overlevelse.
En lang række faktorer kan altså influere på vores oplevelse af smerte. Denne artikel er ikke udtømmende, og der forskes stadig for at øge vores forståelse af smertens kompleksitet.
Man kan også tale om, at smerte er en subjektiv og individuel oplevelse, der afhænger af den samlede cocktail af faktorer.
Næste gang du slår dig, kan du tænke på denne artikel, bande og gnubbe dig på området, aktivt aflede opmærksomheden fra smerten og forsøge at reducere stressende faktorer.
For omend nogle faktorer, såsom din biologiske sammensætning, ikke kan ændres, så er der en række ting, du selv kan gøre for at lindre din oplevelse af den akutte smerte.
Lider du af kronisk smerte er det dog ofte mere komplekst og yderligere mekanismer er ofte på spil, herunder neurofysiologiske ændringer. Da vil en tværfaglig sundhedsfaglig indsats typisk være nødvendig.
Kiropraktorerne Ringsted Selandia Park 1, 4100 Ringsted
Tlf. 88 44 00 44
Info@kiro.dk
© 2025 Kiro.dk – Kiropraktorerne – Designet af Aveo web&marketing
